tirsdag den 29. november 2016

Farverig november🙄


Så er november måned forbi, med skønt efterår og dejligt mange solskinstimer.
Vores bøgehæk stod ved månedens start i de skønneste farver, som inspirerede til en tur i garnværelset. Jeg fandt et nøgle Kauni uld som har ligget i mit lager i flere år. Der skulle findes en "makker" for jeg var klar til tofarvet patent, eller Brioche om du vil. Jeg fandt sammen med min søde datter et nøgle dansk pelsuld i orange, og så var jeg klar. Opskriften fandt jeg på Ravelry, og tænkte at den måtte strikkes.

Der er strikket rigtig mange masker, for nogen gange har det set sådan ud. 
Jeg har også måttet kæmpe for at få lov at strikke, men nu er det klart😊
Tofarvet patent med farveskift på den ene side og dyb orange på den anden.
Månedens sokker er strikket med dip dye effekt, og så kan der bruges garn fra lageret.
Om nogle dage skal jeg besøge Lene i Aalborg, og så skal næste års udfordring aftales. Jeg glæder mig til nogle hyggelig timer, og indtil da, skal der strikkes julegaver sokker og sjaler😊
Faktaboks: sjal
Design: Ute Nawratil : Fire in the sky
Garn: Kauni multifarvet, Dansk pelsuld
Fra lager: det hele😊
Anvendt: 90-100 g af hver.
Pinde: rundpind nr. 4
Bemærkninger: den tofarvede patent er udfordrende, men øvelse gør mester. Sidekanterne er lidt stramme, så de skal strækkes lidt hvis jeg skulle strikke et mere.

Faktaboks: sokker
Design: Camilla Vad: Dip dye socks
Garn : strømpegarn Arwetta.
Fra lageret: ja
Anvendt: et nøgle af hver af de tre farver.
Pinde: strømpepinde str 4
Bemærkninger: god pasform. 

søndag den 20. november 2016

Upside Down....

En lille opdatering fra sofaen😊 Ugen er tilbragt med en smuttur til Californien. Spændende, hårdt og masser af flystrikketid. Jeg havde forskellige projekter med, og lavede blandt andet prøven her. En ny kjole tænker jeg, så jeg har regnet og tegnet.
Jeg har meldt mig til #Geilsk_mystery_kal_resume'.  
Super sjovt med 9 clues, og her er de 4 første i stereo. 
Da jeg skulle starte, var jeg ikke i tvivl om at jeg ville strikke af garn fra lageret, men i hvilken farve?? Jeg har stadig ikke valgt, så begge farver følger med😊indtil videre.. Der er brugt mønstre som Bente Geil har brugt i tidligere modeller, så nogle kender jeg, andre ikke, men skønne er de.  Ellers strikker jeg selvfølgelig sjal og sokker og en kjole... og så alt det andet. 
I den anden ende af sofaen ligger min mand. Om han er ramt af solidarisk jetlag eller det har været hårdt at være alene hjemme ved jeg ikke, men der var sørget for alting da jeg kom hjem💕god søndag derude.

lørdag den 5. november 2016

Året har 16 måneder....

har jeg lige læst i et nyhedsbrev fra Uldstedet. De fem af dem er november..... Hmmm, hvad betyder det lige for vores strikkeudfordring Lene .
Jeg når ikke fem sjaler og fem par sokker i november, men besluttede at jeg nok når det sædvanlige, og så kom dette lidt i overskud.
Jeg har i oktober måned deltaget i en KAL eller knit-a-long fra Stephen west som hed "building blocks", og her er det færdige resultat. 

Hver fredag i oktober fik jeg tilsendt en del af opskriften, og så var det lidt som at have lektier for - af den gode slags- så jeg var klar igen fredagen efter.

Jeg har gennem hele processen nydt det, men været lidt i tvivl om farverne. Det er svært at vælge sammensætningen, når man ikke aner, hvordan det færdige resultat vil blive. Det færdige sjal er skønt og passer fint i min smag og garderobe- se bare hvordan det står til kjolen:-)
Faktisk har det været så god en oplevelse at jeg straks kaster mig ud i endnu en KAL. Denne gang fra Bente Geil, og så må vi se hvad den bringer. Det er igen et sjal, og garn og pinde er fundet frem. Første Clue kommer i morgen, og jeg kan næsten ikke vente, men mon ikke jeg kan finde noget at strikke på. God strikkelyst til alle, og tak for jeres altid dejlige kommentarer. Jeg bliver så glad.

Som noget helt nyt vil jeg forsøge mig med en faktaboks, men I må bære lidt over med mig, det kræver vist øvelse.

Faktaboks:
Design: Stephen West: Building Blocks
Garn: Madelintosh meleret i neonfarver; Grønt økologisk uld fra BC; Pink og Turkis Vivacious 4 ply fra Fyberspates.
Garn fra lager: ja..det hele 
Anvendt: Knapt et nøgle af pink, turkis og den melerede, og næsten to nøgler af den grønne. Svarer ca. til 80-90 g af hver.
Pinde: en dejlig stor rundpind str. 3,75 ....og så vildt mange maskemarkører...der var 586 masker på pinden til sidst:-)
Bemærkninger: Den tofarvede patant, eller brioche er så skøn at lege med..mere af den.